Hovedside » Liv og verk » Ibsen som dramatiker » En folkefiende » Anmeldelser av urpremieren - En folkefiende » Christiania Intelligentssedler

Christiania Intelligentssedler

En folkefiende ved Christiania Theater anmeldt av signaturen H. W. i Christiania Intelligentssedler i Kristiania 15. januar 1883 (No. 12A, 121de Aargang).

En Folkefiende.

Har du læst den? Det var det evige Spørgsmaal Mand imellem et Par Dage, efterat de første Exemplarer af vor store Dramatikers nyeste Arbeide var kommen i Byens Boglader.

Og saa lød uvilkaarlig det andet tvivlende: Mon det vil blive opført?

Man havde jo "Gjengangernes" Skjæbne i frisk Minde og kunde ikke vide, om ikke Ironiens Pile atter var blevne hvæssede paa en Maade, der efter det høieste Raads Formening vilde virke altfor meget dræbende.

Saa blev Bogen læst, og Indholdet af "en Folkefiende" blev gjengivet og Skuespillet blev som saadant kriticeret et Utal af Gange, og saa fik man da den store Nyhed: Imprimatur! Det Stykke kan opføres. Det kan høres - paa nogle faa Eder nær - og sees, ogsaa i Dameselskab - de ømme fintfølende Damer!

Kristiania Theater skred da til Værket, og det skal siges til dets Hæder og Ære: Havde det først paataget sig Opgaven, saa løste det den paa en Maade, der for lange Tider vil levne vakkert Minde, og, som det er det første i Tid af de nordiske Theatre, der har bragt Stykket frem paa Scenen, saa er det min fulde Overbevisning, at den Løsning vanskelig skal finde sit Sidestykke ved nogen anden Scene.

Det er jo ogsaa saa rimeligt! Vi lever her midt oppe i de Begivenheder, som saa at sige har affødt Dramaet. De Opførende har kanske selv taget Parti eller staa ialfald under Begivenhedernes nære Paavirkning, nær nok, til at de Skikkelser, de fører frem, er andet end Syner eller tænkte Væsener, til at de er virkeligt Kjød og Blod, er isandhed, hvad de giver sig ud for at være.

Herpaa er det jo, det kommer an! Man kan være enig eller uenig med Forfatteren i de Synsmaader, han synes at forfægte, kanske ikke indrømme hans Værk den ubetinget høieste Plads blandt hans geniale Aands Frembringelser; men ved Opførelsen gjælder det væsentlig, at der er Liv, en Pulsaare, som banker gjennem det Hele, og som tager sine Slag af vore Slag, og som er lidt af os, noget her og noget der, men intet ganske borte eller udenfor os.

Og saadan var Opførelsen igaaraftes. Alt dreier sig jo om Doktor Stokmann; med hans Fremstiller staar eller falder Stykket. Det kan synes meget sagt; men faar man ikke en urokkelig Overbevisning om ham og en inderlig Tro paa ham, vil det Hele falde hen i en tom Abstraktion, ialfald vil da Virkelighedsindtrykket betydelig afsvækkes. Derfor kan jeg ønske Theatret til Lykke med, at det til Doktoren havde en Fremstiller som Hr. Reimers og Forfatteren til Lykke med, at han til Doktor havde Hr. Reimers.

En saadan helstøbt Figur er sjelden at see paa Scenen. Den fortrinlige Maske, der i en ganske særegen Grad maler Mandens hele Karakter, hans rastløse Væsen, hans Legen med Nøglerne, hans Gang, hans hurtige Tale, alt forener sig til et fuldendt Billede, og til det alvorlige Arbeide, der maa være udført for at forme den ene Side af Medaillen - jeg vil kalde den den sjælelige, kommer disse uforlignelige legemlige Betingelser, den herlige Røst, der aldrig trættes eller svækkes og som fører det snart sagt herkuliske Værk, der ligger i denne Rolles Udførelse, til Ende. Det maa høre til det mest løftende i en Skuespillers ofte tunge og utaknemmelige Gjerning, at han saaledes en Gang ser sig fuldt og helt i Forstaaelse med sit Publikum, og at dette paa en saa inderlig Maade viser ham sin Hyldest og sin Tak.

Hr. Reimers stod forøvrigt ingenlunde alene. Det er en Glæde at kunne for en Gangs Skyld tillidsfuldt udtale, at hver enkelt Deltager havde anspændt alle sine Emner for at virke til den fælles Sags Bedste, og at Samspillet idethele gik saa godt, som man paa nogen Maade kan ønske det.

Fru Wolf gav den brave Hustru med meget Liv og Sandhed; man kunde føle, hvorledes hun igjennem Livet maatte staa støttende og supplerende ham.

Frk. Gjems var en djærv og kraftig Petra, Eilif og Morten var to godt instruerede Gutter, og især fremsagde den sidste Replikerne livfuldt.

Hr. Gundersen havde Byfogdens lidet betydelige og sympathetiske Rolle, og mindre betydelig syntes Udførelsen ogsaa, uden at dette dog kan lægges Skuespilleren til Last. Derimod havde det lykkedes Hr. Clausen af "Grævlingen", Morten Kiil at skabe en typisk Rolle, der var i høi Grad karakteristisk, og særlig slog an hos Publikum. Det "immari fule", utrolig bornerede og uvidende Væsen fik en træffende Gjengivelse og vil vel for Fremtiden staa mønstergyldig.

Hr. Jean Berg havde i Hovstad faaet en Opgave, som han ikke ganske havde formaaet at magte. Hr. Bergs Spil maa dog ydes al mulig Anerkjendelse; han havde aabenbart den ganske korrekte Opfattelse af den Karakter, der skulde fremstilles men magtede endnu ikke helt ud at give sin Opfatning det fulde Udtryk. Der laa i hans Holdningsløshed, hans Forlegenhed, hans Bukken for Personer, noget mere end kanske tiltænkt; han maa dog have en Begavelse at hævde, - han kan i saa Henseende laane af Hr. Selmers Billing, der gjerne bør tage noget af Hr. Bergs Væsen istedet, hvorvel den Figur, han leverer, er meget fornøielig. Horsters lille Rolle spilledes smukt og tiltalende af Hr. Schanche, som dog maatte kunne gjøre den lidt mere betydende og navnlig præcisere Forholdet ligeoverfor Petra lidt mere. Endelig fik man gjense den gamle gode Aslaksen, der nu som før var lagt i Hr. Isachsens Hænder. Hr. Isachsen har ogsaa her skabt en Type, Skade kun, at Typen denne Gang syntes noget udvasket, hvad der dog muligens kan ligge i "de lokale Forhold". Á propos! Hr. Isachsen har valgt en Førstestavelsesbetoning ligeoverfor Fremmedordene. Efter min Mening er dette en Galskab; men han faar dog bringe Methode i Galskaben. Naar han udtaler: kómpakt Májoritet og Révolution, hvorfor ikke da ogsaa lókale? Nei, det heder typisk: de lokále Forhold, og jeg ved ikke, hvorfor ogsaa Aslaksens forrige Politur nu skulde være udslidt.

Iscenesætningen var ikke mindre end Spillet Theatret til megen Ære. Den hyggelige Dagligstue i 1ste Akt gav et velgjørende Indtryk; Aslaksens Trykkeri og Folkebudets Redaktionslokale var heldig arrangeret, kun det, hvoraf man skulde have ventet sig særlig stort Udbytte, Folkemødet, syntes ikke ganske at svare til Forventningerne. Det er vel en vanskelig Sag at faa saamange Mennesker instruerede, og maaske vil dette ved senere Opførelser rette noget paa sig; men endnu var der altfor stor Ubevægelighed i Mængden. Man gjorde sin Pligt upaaklagelig, peb, hvor der skulde pibes, kastede ud, hvor der skulde kastes ud, men en jevn stadig aktiv Deltagelse saa man ikke fra de mange Statisters Side; men dette vil dog være nødvendigt under et saa bevæget Foredrag, hvor desuden Doktorens Applikationer stundom synes henvendt til alt andet end en urolig, støiende Folkemængde.

Til Slutning maa Kritiken vende sig til den anden Part i Sagen, til Publikum, og yde det al mulig Anerkjendelse for sin Deltagelse i Stykkets Gang. Hvor det dog er sjelden ved en Première at have Publikum saaledes med; vi kjender jo alle den fine, behandskede Fredagsapplaus, ved, hvor den virker dæmpende og kjølende paa enhver frisk Livsytring og hvorledes dette bestandige Sorl og Smaasnadren lægger sig som en kvælende Røg over Tilskuere som Skuespillere, og det er jo dog saa ofte den første Aftens Indtryk, der afgjør et Stykkes Fremtid. Igaar var alle med fra først til sidst; de mange Slagord, der rammer snart gjennem den ene snart den anden af de faldende Replikker, havde en Resonansbund at gjenlyde paa, der gav et helt og fuldt Indtryk, og istedetfor denne trivielle og traditionelle Fremkaldelse efter Tæppets endelige Fald, der ofte synes mere at skulle være en Slags Underholdning for Publikum end en Belønning for godt Spil, talte man igaar vel henimod et Snes af Fremkaldelser, alle lige uvilkaarlige, lige stærke. Afledere for den intense Begeistring, hvormed særlig Stykkets Hovedrolle omfattedes.

H. W.