Hovedside » Liv og verk » Om Ibsens liv » Ibsen-biografier » De tidligste Ibsen-biografiene » Paul Botten-Hansen i Illustreret Nyhedsblad 1863

Paul Botten-Hansen i Illustreret Nyhedsblad 1863

Den aller første Ibsen-biografi som sto på trykk kom i Illustreret Nyhedsblad 19. juli 1863 (Nr. 29, 12. Aarg.) og var skrevet av Paul Botten-Hansen.

Henrik Ibsen.



Digteren Henrik Ibsen, hvis Portræt vi idag give, er født i Skien 20de Marts 1828 af Forældrene Kjøbmand Knud Ibsen og Marie Cornelia Altenburg. Efterat have gaaet paa en af theologiske Kandidater bestyret Privatskole i hans Fødeby, hvor han allerede læste lidt Latin, kom han i sit 16de Aar som Lærling ind paa Apotheket i Grimstad. Hans Hu stod dog ikke til at blive Apotheker, men til at komme til at studere Medicin, hvortil Pharmacien for ham kunde tjene som en Gjenvei, paa samme Tid som han derved fandt sit Underhold. Han havde først tænkt at tage Præliminær-Examen; men da Forretningerne i Apotheket, i Forening med hans Principals Forekommenhed, lod ham adskillig Tid til Læsning, besluttede han at forberede sig til Examen Artium. Imidlertid var han alt begyndt at dyrke Poesien og skrev Digte, der i engere Kredse vagte store Forhaabninger. Men da han ligesom Holberg, medens han gik paa Skolen, gav sig af med at gjøre "satyriske Vers," lagde han sig derved ud med visse Mennesker, som de gik ud over. Hos Andre vakte dog disse "Satyrer" en saadan Beundring, at de lærtes udenad, og ville vistnok den Dag idag staae i friskt Minde hos flere Grimstadboere. Blandt hans alvorlige Digte fra denne hans Autodidakt-Periode kan nævnes et Mindekvad over Oehlenschläger, der optoges i Christiania-Posten. Han indskrænkede sig imidlertid ikke til Smaadigte, men kastede sig, som Begyndere i Poesien ofte pleie, over de største og vanskeligste Emner, og skrev "Catilina," et Drama i 3 Akter. Men at erholde en Forlægger for et saa stort Arbeide af en Begynder faldt allerede vanskeligt, og i hvert Fald kunde intet Honorar, svarende til dets formeentlige Værd, i nogen Maade paaregnes. En Ven af Ibsen, der allerede var Student, besluttde sig i denne Nød til at optræde som Forlægger, for at redde for Forfatteren de store Fordele, som et saadant Værk nødvendigviis maatte kaste af sig. Til denne sangvinske Forlægger-Virksomhed laante Vennen endog Pengene, og saaledes kom Bogen, 128 Sider tyk, og under Pseudonymet Brynjolf Bjarme, ud her i Christiania Vaaren 1850. Stykket, der som Begynder-Arbeide betragtet maa kaldes et literært Phænomen, anmeldtes af en anonym i Langes Tidsskrift, hvis midlertidige Udgiver Professor Monrad i en Efterskrift, tiltrods for Arbeidets Mangler, ydede Forfatterens digteriske Begavelse fuld Anerkjendelse. Christiania Theaters daværende Bestyrelse, til hvem Stykket var indsendt, gav en for Forfatteren meget smigrende Censur derover, men saa sig ikke istand til at lade det opføre. De Fordele ved Bogens Salg, som Forfatter og Forlægger havde ventet sig, udeblev dog ganske, da der neppe afsattes 30 Exemplarer.


Henrik Ibsen.
Efter Photographi af Petersen, xylographeret af Kanne & Hansen i Leipzig.

I Marts 1850, netop som "Catilina" var trykt, kom Ibsen med nogle Daler i Lommen, ind til Hovedstaden for at tage Examen. Som almindeligt for disse forvoxne Studiosi, "der rage sig tre Gange i Ugen," gik han ind paa Heltbergs Skole, hvis Bestyrers praktiske, vækkende Methode har hjulpet saa mangen lang Laban til i kort Tid at gjenoprette eller dække den forsømte Skoledannelses Mangler og skyde nemme Gjenveie mod Examens-Maalet. Ibsens Gang paa Heltbergs Skole faldt samtidig med flere senere bekjendte Literaters, saaledes A. O. Vinje, Bjørnstjerne Bjørnson og Frithjof Foss, der, mærkeligt nok, alle have modtaget Sprogets og Tænkningens afsluttende Skoledressur hos hiin i sit Slags geniale Mand. Efter fem Maaneders Forløb underkastede Ibsen sig Examen Artium; men hverken Resourcer eller Lyst stod længere til noget Embedsstudium. Han læste Æsthetik og skrev Vers, der imidlertid begge Dele afgav en daarlig Levevei. Det lykkedes ham vistnok snart at faae opført paa Christiania Theater et lidet Sagastykke, "Kjæmpehøien" og derfor opnaa noget Honorar; men heraf kunde ikke leves længe, og hans hele Liv var, hvad ydre, "kummerlige Kaar" angaar, dengang saa literarisk og poetisk, som Nogen bedst kunde ønske sig, og vel saa det. Men dets Mangler dækkedes af denne donranudiske Fornemhed, som anstaar den begavede Mand, der føler sig at have Aandens og Poesiens Aner at værne om. Han boede sammen med hiin Ven, der havde forlagt hans "Catilina," og som havde nogle Maanedspenge, der imidlertid ikke vare tilstrækkelige for Een, endsige for To. Dog hvad Vennen havde, lod han gaae for fælles Behov. Men til Middagsmad strakte det ikke, og nogen saadan kunde de altsaa ikke spise. For ikke at lide Tort og Kreditspilde i sit Logis ved at dette blev bekjendt gik de da ud i Middagstiden og vendte først hjemad, naar Folkene i Huset maatte antage de havde spist. Nu drak de sin Kaffe, hvortil de spiste Brød, som da maatte træde i Middagens Sted. Jeg kom dengang næsten daglig sammen med Ibsen og hans Kontubernal, men, muntre og glade som de stadig vare, vidste de saa godt at skjule sin underlige Økonomi, at jeg ikke havde Anelse derom, førend længe bagefter.

I Forening med A. O. Vinje og Forfatteren af disse Linier paabegyndte Ibsen ved Nytaar 1851 et Ugeblad, der omsider fik Navnet "Andhrimner," og hvori kun originale Bidrag fik Plads. Deri skrev han foruden flere lyriske Smaadigte enkelte satiriske Stykker, saaledes "Norma eller en Politikers Kjærlighed, Musik-Tragedie i 3 Akter," hvoraf første Akt var kvik og satirisk træffende, men hvis Fortsættelse stod langt tilbage for Begyndelsen. Overhoved gjaldt det allerede nu, hvad der har gjentaget sig ved flere af Ibsens Digtninger selv fra den senere Tid: at han ikke ret "fik Stunder til at gjøre det sidste Vers til." Bladet gik ind efter tre Fjerdingaars Forløb, uden at have naaet op til mere end 100 Abonnenter.

Omtrent samtidig nemlig Høsten 1851, blev han af Ole Bull antaget til Instruktør ved det bergenske National-Theater, der var bleven aabnet Aaret i Forveien, den 2den Januar. I Sommeren 1852 foretog han med Understøttelse af Theatret en Reise til Udlandet, navnlig til Kjøbenhavn, Hamburg, Berlin, Leipzig og Dresden, for at studere den sceniske Kunst. Han opholdt sig længere Tid i Kjøbenhavn, hvor han stiftede Bekjendtskab med J. L. Heiberg, og længst i Dresden, hvor hans Landsmand Maleren Dahl, trods enkelte Anfald af sin sædvanlige Barskhed, i det Hele behandlede ham med megen Forekommenhed og Velvillie og forskaffede ham rigelig Anledning til at gjøre sig bekjendt med Byens mange Kunstskatte.

Efterat være vendt tilbage til Bergen henimod Saisonens Aabning, vedblev han der at virke ved Theatret indtil Høsten 1857, da han modtog Ansættelse som artistisk Direktør for Christiania norske Theater; medens Bjørnstjerne Bjørnson kort efter indtog hans tidligere havte Plads ved Bergens Theater. Hans Theatervirksomhed i Bergen var ikke udsat for det Slags skaanselløse Angreb, hvoraf Hovedstadspressen snart skulde strømme over, og om det end ligesaa lidet lykkedes ham som nogen Anden i det Slags Stilling at fyldestgjøre Alles Fordringer, saa er det dog en Kjendsgjerning, at Theatrets Status i hans Tid var bedre, end den i de følgende Tider nogensinde har været.

Aaret efterat Ibsen var kommen hid til Christiania, indgik han (18de Juni 1858) Ægteskab med sin Forlovede Susanna Daae Thoresen, en Datter af Provst og Sognepræst til Korskirken i Bergen Hans Conrad Thoresen (f. 1802, † 11te Juni 1858) i hans første Ægteskab*) med Sara Margrethe Daae (f. 1806, † 1841).

Ved Christiania norske Theater vedblev Ibsen sin Stilling indtil Sommeren 1862, da Theatrets stedse daarligere Forfatning omsider førte til fuldstændig Bankerot, og derefter Skuespillerne for egen Regning gjenoptoge Forestillingerne. Siden har han ingen fast Ansættelse havt og levet uden anden vis Indtægt, end hvad en konsultativ Stilling ved Christiania Theater med Hensyn til det Artistiske indbringer, hvilken Beskjæftigelse først begyndte ved Nytaar, da Theatrets tidligere artistiske Direktør C. Borgaard aftraadte. Han er saaledes med Hensyn til sin økonomiske Existents hovedsagelig henviist til de Honorarer, som literære Arbeider maatte indbringe. Men dette er, og kan, som Følge af Ibsens Forfatter-Konstruktion og vore Forholde, heller ikke blive nogen rigt flydende Kilde. Thi han hører blandt disse Individualiteter, som ydre Forholde, selv Trang, vanskelig kan drive til nogen Produktivitet, der gaar videre en Inspirationens temporære Drift. Hertil kommer en Selvkritik, der ofte vrager og forkaster ikke blot længe modnede Planer, Udkast og paabegyndte Arbeider, men ogsaa større, fuldfærdige Produkter, som efter Fuldførelsen ved et modent og koldt Oversyn ikke længere tilfredsstiller ham. Vi kunne som Exempel herpaa nævne, at tvende større paa Bergens Theater opførte romantiske Skuespil, hvert paa tre Akter, ere af ham tilbageholdte fra Trykken, uagtet de efter et større Publikums Dom indeholdt store poetiske Skjønheder. Oftere har det ogsaa hændt, at han under Bearbeidelsen af et Sujet er kommen til Klarhed om, at den først valgte Form ikke var den, hvori dette vilde komme til sin fuldeste Ret, og at han saaledes, hvor Arbeidet var begyndt i Prosa, gik over til en Bearbeidelse i Vers, (f. Ex. ved "Kjærlighedens Komedie"), eller hvor en versificeret Behandling først var forsøgt, forkastede denne for Prosaen (som i "Hærmændene"). Valget mellem Prosa- eller Versformen for et givet Stof er overhoved et Punkt, som især ved dramatiske Arbeider er af stor Betydning med Hensyn paa deres Virkning, og hvorom store Digtere med moden Selvkritik og Øie for Kunstens fineste Former have befundet sig i ængstelig Tvivl. Göthe, den store Mester i dette Stykke, har derfor ogsaa udarbeidet enkelte af sine Dramaer baade paa Prosa og Vers, ja endog, som i "Götz v. Berlichingen," ved begges Udgivelse overladt Læseverdenen og Æsthetikere at træffe Valget mellem Formernes Fortrin.

Under sidste Storthings Sammenvær androg Ibsen om en Digtergage i Lighed med hvad der blev tilstaaet B. Bjørnson; men den ellevte Time, hvori Andragendet indkom, i Forening med Budgettets Stilling, bevirkede, at Kirkedepartementet i sit Foredrag, trods al Anerkjendelse forresten af Ibsens Digtervirksomhed, ikke fandt sig beføiet til at indstille ham til aarlig Gage, og Storthinget satte da ogsaa, skjønt kun med faa Stemmers Overvægt, Sagen i anden Klasse. - Et Stipendium til en Udenlandsreise af den for Videnskabsmænd og Kunstnere i dette Øiemed bevilgede Sum kan imidlertid ansees for sikret, uagtet den kgl. Resolution derom endnu ikke er falden. Af det til Reiser i Fædrelandet bestemte Beløb erholdt han saavel forrige Aar som ved sidste Uddeling en Anpart, hvorved en Indsamling af Folkesagn var Formaalet.

Som Digter er Ibsen hovedsagelig Lyriker og Dramatiker. Af hans Digte haves imidlertid ingen Samling, hvorfor Læseverdenen ikke kan danne sig noget samlet Indtryk af hans Virksomhed i denne Retning. Det er mere end ti Aar siden at han forberedede en saadan Samling til Trykken, men ved Udsættelse med Udgivelsen er han kommen til at vrage mere og mere af sine ældre Sager efterhaanden som de nye kom til, og saaledes vilde han, trods de talrige senere skrevne Leiligheds- og andre Digte, maaskee nu ikke give os et saa tykt Bind, som det, han dengang havde færdigt. Baade i "Andhrimner" og ældre Aargange af Nyhedsbladet findes flere af disse Digte fra en tidligere Periode, som han nu maaskee selv vilde vrage, men som visselig dertil ere for gode. Man finder deriblandt flere Stemningsdigte af virkelig lyrisk Skjønhed, hvori et Heine´sk Skjelmeri spiller bag en dyb Følelse. Disse Digte lide hellerikke af den Formens Umodenhed, som pleie at vanhelde Begynder-Arbeider. Thi Ibsen viiste sig strax for en god Deel i Besiddelse af en usædvanlig Tankens Modenhed og Herredømme over Sproget. Et ikke ringe Antal af hans Digte ere Leilighedsdigte; men forsaavidt disse ikke tillige ere simple Hastværksarbeider, gjælder om dem overhoved det samme som om Welhavens Digte i denne Retning, at de løftes af en varigere Stemning, en gyldig Tanke, saaledes at Leiligheden træder i Digtets Baggrund. En ganske eiendommelig, halv lyrisk, halv episk Produktion gav Ibsen i Digtet "Paa Vidderne" (Nyhedsbladets Nytaarsgave for 1861), der kan betragtes som et artistisk Sjælemaleri, og i Danmark, af Dr. Rosenberg, er bleven en anerkjendende Kritik tildeel. Paa det episke Felt forsøgte vel Ibsen sig allerede i "Andhrimner" med et længere Saga-Digt, "Helge Hundingsbane," men har først i den sidste Tid igjen betraadt samme, dog det i en saavel ved Stof som Form høit forskjellig Retning. Vi sigte her til Digtet "Terje Vigen" (i Nyhedsbladets Nytaarsgave for 1862), hvilket udmærker sig ligesaameget ved malmfuldt Sprog som ved plastisk gribende Momenter. I dette, som i andre af Ibsens Arbeider, viser hans aabne Øie sig for Situationen, hvilket for endeel er en ligefrem Følge af hans Sands for det Maleriske og hans Beskjæftigelse med Malerkunsten, navnlig Landskabsmaleriet, hvori han er en ikke uheldig Dilettant.

Hovedvægten ved Ibsens Digtervirksomhed falder imidlertid paa hans dramatiske Arbeider. Et skarpt Blik og Interesse for særegne psychiske Udviklinger, Kombinationstalent i Knuders Slyngning, aabent Øie for dramatiske Situationer, kritisk Ro og Overlæg til at stække det lyriske Indfalds Vinger og en ved lang Erfaring erhvervet Indsigt i Scenens Krav og Tarv ere for hans Produktion i denne Retning ligesaamange gunstige Betingelser. Og hvis han i samme Grad besad ideel Tro og Overbeviisning, vilde han kunne give os dramatiske Værker af høieste Rang. Foruden de ovennævnte Ungdomsarbeider "Catilina" og "Kjæmpehøien" (den sidste trykt som Feuilleton i Bergenske Blade for 1854) samt de tidligere nævnte utrykte romantiske Skuespil, har han skrevet følgende i Trykken udkomne og paa flere Theatre gjentagende Gange opførte Stykker:

1) Gildet paa Solhaug, Skuespil i 3 Akter, Christiania 1856; 2) Fru Inger til Østeraad, historisk Drama i 5 Akter, Christiania 1857; 3) Hærmændene paa Helgeland, Skuespil i 4 Akter, Christiania 1858 og 4) Kjærlighedens Komedie, Komedie i 3 Akter, Christiania 1862. I "Gildet paa Solhaug" har han behandlet et frit kombineret, romantisk Stof fra Norges seneste Middelalder, med indlagte Sange, og nærmest i samme Stiil som Hertz´s "Svend Dyrings Huus." I "Fru Inger til Østeraad" oprulles, gjennem en Række sindrigt slyngede dramatiske Forviklinger, et bredt Billede fra Norges seneste Middelalder og Selvstændighedstidens Undergang. Begge disse Stykker ere ikke alene oftere blevne opførte her i Christiania og Bergen, men ogsaa af omvandrende Trupper i vore Smaabyer og paa de mindre Theatre i Sverige. "Gildet paa Solhaug" er ogsaa givet paa det kgl. Theater i Stockholm, første Gang 4de Nvbr. 1858 og siden oftere. "Hærmændene" giver et stort, tro og gribende Billede af Sagatiden. Sagaen er ikke her omdigtet i Samtaleform, saaledes at det Episke gaar igjen i Dialogen, men den er frit omdigtet og udnyttet, saaledes at der er bragt fuld dramatisk Konflikt derind. Ikke alene maa dette Stykke kaldes Ibsens Hovedarbeide, men ogsaa en af de betydeligste dramatiske Produktioner inden de skandinaviske Literaturer. Goldschmidt og Dr. Rosenberg i Danmark, svenske Kritikere og tydske Kjendere af vor Sagatid have ogsaa alle skjænket det en Opmærksomhed og en Anerkjendelse, som er bleven faa norske Digtninger til Deel. Med Bifald er Stykket opført saavel paa det norske Theater som paa Christiania Theater. Med et nyt Saga-Stykke fra Norges Middelalder er han for Øieblikket beskjæftiget. Ibsens mest omstridte Arbeide er det sidste blandt de ovennævnte: "Kjærlighedens Komedie." Han har deri, i pikante, sentensiøse Vers, givet en satirisk Skildring af Nutiden, der i mange Stykker maa erkjendes at være berettiget og glimrende, hvormeget end Tendentsen i det Hele kan omstrides. Her som i flere af hans Stykker efterlader Charakteerskildringen af de Personer, som Forfatteren har skjænket sin Forkjærlighed, et uharmonisk, dæmonisk vildt, om end poetisk gribende Indtryk. - Fraregnet enkelte polemiske Artikler, der tildeels have manglet det kolde Overlægs fulde Ro, har Ibsen kun lidet skrevet i Prosa, hvilket ikke kan andet end beklages. Thi med sin store dialektiske Færdighed, sin Skarpsindighed og æsthetisk udviklede Smag vilde han paa den praktiske Æsthetiks Omraade kunne levere dygtige Arbeider. Dette ere vi berettigede til at slutte, saavel af enkelte Kritiker, som af hans i Nyhedsbladet for 1857 indrykkede Afhandling "om Kjæmpevisen og dens Betydning for Kunstpoesien", som selv de grundigste Kjendere af Emnet have tillagt et betydeligt Værd.

*) Thoresens anden gjenlevende, Hustru, er Magdalene Thoresen, der ved "Digte af en Dame, udgivne af B. Bjørnson," og ved nogle i Danmark i forrige Aar udgivne Fortællinger har vundet et anseeligt Navn i Literaturen.