Hovedside » Liv og verk » Ibsen som dramatiker » En folkefiende » Anmeldelser av urpremieren - En folkefiende » Ny illustreret Tidende

Ny illustreret Tidende

En folkefiende på Christiania Theater anmeldt av Henrik Jæger i Ny illustreret Tidende i Kristiania 28. januar 1883 (No. 4 a, 10. Aarg.).

"En Folkefiende"

paa Kristiania Theater.


Baade af indenlandske og udenlandske Penne har der i den senere Tid været skrevet en hel Del om, hvor stor Forskjel der er mellem den Udførelse, norske Arbejder faar paa vor Scene, og den, der bliver fremmede Arbejder tildel.

At der er stor Forskjel er ligesaa utvivlsomt som naturligt.

Det fremmede Arbejde ligger altid Skuespilleren mere eller mindre fjernt; der er altid et godt Stykke Vej fra Skuespillerpersonligheden, som vore hjemlige Forhold har givet sit Præg, til Rollen, som de fremmede Forhold har præget. Dette Stykke Vej tilbagelægger man ikke i et Spring, om man er aldrig saa genial; det fjerne Maal naaes kun gjennem en gradvis Tilegnelse af det fremmedes Forudsætninger, og denne Tilegnelse foregaar kun gjennem omhyggeligt, mangesidigt Studium.

Men hvorfra skulde vore Skuespillere faa den Tid og den Sorgløshed, som udkræves til et sligt Studium? Naar man maa fare fra Opgave til Opgave i rastløst Jag, hvorfra skal man saa tage Tid til at fordybe sig i hver enkelt, og naar man trods alt Strævet knapt nok har Brødet i Munden, hvorfra skal man saa faa den uafhængige Sorgløshed? Al Kunst forudsætter en vis Grad af Velvære. Havde Rafael levet paa Sultekur som en moderne norsk Kunstner, saa havde han saamænd ikke malet nogen Madonna Sistina. Det er saa sikkert, at man maa være Vejrmølleidealist à la Don Quixote for at bestride det.

Saalænge Staten ikke stiller sig i nogetsomhelst Forhold til vor Scene, og saalænge vort Publikum har en saa slap Følelse af de Krav, en national Skuespilkunst har Ret til at stille, saalænge maa der megen Ufornuft til for at kunne ville stramme Fordringerne til vore Skuespilleres Løsning af de fremmede Opgaver. Saalænge man ikke følger dem paa Vejen mod det fjerne Maal, faar man ikke undres over, at de ikke naar det, men snarere forbauses over, at de trods alt dog naar saa langt, som de virkelig naar.

Scene af En Folkefiende paa Kristiania Theater. (Efter Fotografi af Worm Petersen).

Naar Sagen stiller sig ganske anderledes ligeoverfor de hjemlige Arbejder, saa er jo Grunden ikke den, at Publikum her har mere Interesse. Ibsen trækker jo ikke bedre end Sardou, og Moser trækker — betegnende nok — bedre end dem begge. Nej Grunden er simpelthen den, at Rollerne i dette Tilfælde ligger nærmere. Alle de Forudsætninger, som hist maatte erhverves, bringer jo Skuespilleren her med. Han lever i den samme Tid som Digteren og i det samme Land; de Fænomener, Digteren har iagttaget og gjengivet, har Skuespilleren ogsaa havt for Øje; de Tanker, han har nedlagt i sit Arbejde, har ogsaa strejfet Skuespilleren, saa de ikke er ham fremmede og ubegribelige. Det er beslægtede Hjerter, der banker i Digterværkets Organisme og i Skuespillerens Bryst; det er Kjød af samme Kjød, Blod af samme Blod, og derfor kan Skuespilleren tilegne sig sin Rolle med den beslægtedes Inderlighed, voxe sig ind i den med den Forstaaelsens Fortrolighed, som fælles Oplevelser giver.

Man har nævnt Opførelsen af "En Folkefiende" som et Exempel paa det, jeg her har peget paa. Det er et udmærket Exempel. Aldrig har en norsk Forfatter stillet slige Fordringer til en Skuespiller, sjelden har man havt en saadan Anledning til at se Skuespilleren voxe med sin Opgave, og sjelden har Resultaterne været saa store og forbausende.

Da "En Folkefiende" kom i Boghandelen, herskede der en sjelden Enighed inden Publikum om, at Theatret ikke havde nogen Skuespiller, der fyldestgjørende kunde løse den kolossale Opgave, som Ibsen har givet Navnet Doktor Stockmann. Ikke mindre end fire af Theatrets Herrer blev nævnte som Muligheder, men alle vilde kun tilnærmelsesvis ramme Rollen, ingen vilde kunne samle alle dens Egenskaber sammen til et helt Billede, mente man. Vistnok nævnte de fleste Arnoldus Reimers som den, der var nærmest til Rollen; ingen vilde som han magte dens Pathos og anskueliggjøre den aandelige Fornemhed, der stiller Dr. Stockmann saa højt over hans Omgivelser. Men om han vilde faa Greb paa det fysiologiske i Rollen, der bevirker, at det ikke er en Helterolle, men en Karakterrolle — derom herskede der stærke Tvivl — lige til hin Aften for fjorten Dage siden, da Stykket første Gang gik over Scenen.

En letkjendelig Pen har i et af vore Dagblade udviklet en meget ejendommelig Opfatning af Doktor Stockmann. Ifølge denne Forfatters Mening maa Ibsen have tænkt sig sin Hovedperson som komisk Figur, uden dog at have gjennemført sin komiske Grundopfatning. Den højtagtede Forfatter, der paa dette Omraade er en Autoritet, som ogsaa Ibsen har anerkjendt, har imidlertid neppe ment sin egen Paastand for fuldt Alvor. Hvad han har villet sige er kun, at Rollen indeholder Ting, der kunde berettige en saadan Opfatning; men han har selvfølgelig ikke været blind for, at der er saa uendelig meget mere, der taler imod den. Naar han ikke desto mindre har fastholdt den, har det vel nærmest været, fordi den frembød et meget bekvemt Udgangspunkt for Udviklingen af hans Tanker om Stykket.

Hvad denne Forfatter halvt i Spøg tog som Udgangspunkt, har imidlertid flere Recensenter siden for ramme Alvor taget som endeligt Resultat. Doktor Stockmann var en komisk Figur og kunde umulig være andet. Det var en Skrue, som blev mere forskruet, jo længere det led ud gjennem Stykket. Slutningsrepliken synes for denne Opfatning at være en saa topmaalt Absurditet, at man ikke var langt fra at udbryde som Mor Aase om sin Søn Per Gynt:

"Aa, Gud trøste mig, nu rejser
sidste Resten af hans Vid!"

For at kunne komme til en Opfatning som denne maa man ikke blot misforstaa og overse meget i Stykket, men man maa endogsaa sætte hele Ibsens Produktion i de sidste tyve Aar rent ud af Betragtning. Enhver, der er nogenlunde hjemme i denne Produktion, vil vide, hvor nøje Doctor Stockmanns Udtalelser svarer til dens ledende Tanker.

Heldigvis har Hr. Reimers ikke et Øjeblik været i Tvivl herom. Hans Doktor Stockmann bliver ikke paa et eneste Punkt latterlig; han er tverimod gjennemgaaende sympathetisk. Reimers betoner hans Hæderlighed, hans Godtroenhed, hans Elskværdighed og hans aandelige Fornemhed. I hans Mund bliver de Stockmannske Paradoxer ikke et eneste Øjeblik til Vrøvl, man føler overalt, at der staar en selvstændig og ejendommelig Personlighed bag dem. Han spiller Rollen fuldstændig i Ibsens Aand; han har sat sig saa levende ind i denne Aand, at han er bleven dens Talsmand, en flammende Forkynder af Ibsens Lære om de manges Usselhed og den enkeltes Styrke.

Men Ibsen har ikke nøjet sig med at gjøre Doktor Stockmann til sit Talerør; dertil er han formeget Kunstner. Han har villet forklare, hvorledes Doctoren er bleven den, han er, saa selvstændig, saa voldsom og saa yderliggaaende. Og idet han skal forklare dette, kommer han til det fysiologiske, til en ejendommelig Nervetilstand. Stockmann er ikke blot den fornemste, hæderligste og selvstændigste Personlighed i den lille By; han er tillige dens mest nervøse Menneske. Ikke saa at forstaa, at hans Nervesystem er angrebet af Sygdom eller Overanstrengelse, men saaledes, at det udfører sine Funktioner paa en langt mere energisk Maade end sædvanlig; hans Nerver er saa at sige mere spændte end de andres. Derfor reagerer han voldsommere end andre mod ethvert Indtryk; derfor er hans Glæde saa støjende overgiven, hans Iver saa stakaandet febrilsk og hans Vrede saa vild. Nerverne bestemme Temperamentet; det er dem, der gjør ham til den Sammensætning af Sangviniker og Koleriker, som han er. Mellem disse to Yderpunkter i sit Temperament svinger han bestandig, han er aldrig i Ro, altid i Svingning, aldrig melankolsk resigneret eller flegmatisk ligegyldig, altid paagaaende, yderliggaaende og exalteret.

Hvad der efter min Opfatning er det geniale ved Reimers Spil, er, at han saa dybt har opfattet Rollens Fysiologi og gjennemført den saa sikkert. Ikke et eneste Øjeblik glemmer han den Nervetilstand, der ligger bag Ordene og gjør dem naturlige. I sine Bevægelser, i sin Stemme, i sin Betoning af Replikkerne, overalt viser han os denne spændte urolige Nervøsitet. Det er dette, der gjør hans Doktor Stockmann til en saa overbevisende troværdig Præstation og paa samme Tid til et saa fuldstændig modernt Stykke Kunst, epokegjørende i Kunstnerens egen Udvikling og — hvem ved? — maaske ogsaa i den Kunstanstalts, hvortil han er knyttet.

Næst Reimers har Klausen gjort størst Lykke hos Publikum. Han udfører Stykkets næst bedste Rolle, den gamle indskrænkede, hadske Garvermester Kiil, der gaar under Navnet Grævlingen. Han har kun to Scener i Stykket, Scenen i anden Akt, hvor han lægger sin Dumhed og Uvidenhed for Dagen paa en saa kostelig Maade, og Scenen i femte Akt, hvor hans gemene Tænkemaade kommer frem. Det er ikke saa let at binde disse to Scener sammen til en hel og troværdig Figur. Første Scene indeholder en Fristelse til at gjøre Morten Kiil altfor gemytlig, og lægger Skuespilleren Hovedvægten paa sidste Scene, bliver Figuren let unaturlig infernalsk. Klausen har undgaaet begge Farer paa en fortræffelig Maade ved at anlægge sin Rolle paa Garvermesterens Øgenavn: Grævlingen. Baade i Maske, i Gang og i Replikbehandling har han udført det grævlingagtige, og han har gjort det paa en saa kunstnerisk behersket Maade, at Figuren er bleven ligesaa morsom som troværdig.

Her, hvor jeg efter Redaktionens Anmodning kun introducerer et Par Billeder af Dr. Stockmann og Garver Kiil, skal jeg ikke indlade mig paa nogen Omtale af de øvrige Rollehavende. Jeg staar desuden Kristiania Theater for nær, til at kunne gjøre det med den hensynsløse Frihed, som er den første Betingelse for al læseværdig Kritik. Jeg skal blot notere, at der over de flestes Spil hviler en Sikkerhed og Sandhed, som kun selvstændige Iagttagelser kan give.

Det er Johannes Brun, der har sat "En Folkefiende" i Scene, og han har som sædvanlig skilt sig fra sit Arbejde paa en udmærket Maade. Specielt har Udstyret af Redaktionskontoret i tredie Akt og Arrangementet af Folkemødet i fjerde vundet megen Anerkjendelse.

Henrik Jæger.