Hovedside » Liv og verk » Ibsen som dramatiker » En folkefiende » Anmeldelser av urpremieren - En folkefiende » Aftenposten

Aftenposten

En folkefiende ved Christiania Theater anmeldt av signaturen c. i Aftenposten i Kristiania 15. januar 1883 (12 A, 24de Aargang).

Kristiania Theater opførte i Lørdags for første Gang Henr. Ibsens femakts Skuespil "En Folkefiende" og vort Theater har saaledes Æren af at have været den første af de skandinaviske Scener, der har bragt dette vor store Digters nyeste Arbeide frem for Publikum. Theatret var om end ikke, hvad man ved denne Leilighed skulde have ventet, udsolgt til sidste Plads, saa dog meget godt besøgt, og Forestillingen maa i det Hele taget kaldes en glimrende Succes. Vi mindes ikke siden de første Opførelser af "De Unges Forbund" at have overværet en saa animeret Forestilling som den i Lørdags. Der var en Reciprocitet mellem Tilskuerne og de Spillende, som man kun sjeldent har Anledning til at iagttage hos os, Bifaldet faldt den hele Aften hyppigt og livligt, Publikum var den hele Tid i Aande, hvert af Dialogens Slagord modtoges med stormende Applaus, Stykket og Spillet fulgtes med lige stor og lige spændt Opmærksomhed, kort sagt, Forestillingen var en Première, der hører til Sjeldenhederne hos os. Men det skal ogsaa indrømmes, at der fra Theatrets Side var gjort det mest mulige for at bringe Stykket frem i en omhyggelig og virkningsfuld Gjengivelse, og samtlige Spillende var øiensynlig gaaet til Verket med Alvor og med Interesse for Opgaven. Til den Usikkerhed, der beklageligvis saa ofte præger vort Theaters Førsteforestillinger, og som ogsaa ofte nok har været paatalt, mærkede man denne Gang kun lidet eller saa godt som slet intet; enhver af de Spillende var inde i sin Rolle, og fornemmelig fortjener Hovedrollens, Doktor Stockmanns, Fremstiller Hr. Reimers i den Henseende den største Ros.

Skjønt "En Folkefiende" vistnok ikke har fremkaldt den Syndflod af literære Kritiker, som Ibsens seneste dramatiske Arbeider, saa har dog Stykkets ethiske Betydning og Værd været saavidt omhyggelig diskuteret i Pressen, at vi tror at kunne fritage os for nogen yderligere Redegjørelse i saa Henseende. Vi skal derfor her kun holde os til den dramatiske Side af Stykket, til det Indtryk og den Virkning, det gjør fra Scenen. Vi har i saa Henseende allerførst at bemærke som et Faktum, at "En Folkefiende" syntes at gjøre et ganske anderledes ubetinget gunstigt Indtryk paa Publikum, end Tilfældet har været f. Ex. med Stykker som "Samfundets Støtter" og "Et Dukkehjem". Grunden hertil er formentlig ikke alene at søge i den Omstændighed, at Stykket ved Opførelsen viste sig at være - hvad man tildels kunde nære nogen Tvivl om ved Gjennemlæsningen - et virkningsfuldt Scenestykke eller i Dialogens mange fyndige og kvikke Slagreplikker; den ligger ogsaa vistnok for en væsentlig Del deri, at man i "En Folkefiende" fornyer et gammelt kjært Bekjendtskab, Bekjendskabet med Forfatteren til "De Unges Forbund", den geniale satiriske Ironiker med det skarpe Blik for de menneskelige Skrøbeligheder. Det har jo rigtignok været sagt og paavist, at ogsaa dette Stykkets Grundtone er præget af et dybt Alvor, at den er en ny Variation af det velkjendte Ibsenske Thema: Individets uundgaaelige Konflikt med de traditionelle Samfundsformer og Vedtægter, naar den Enkelte vil være i sig selv og "være i Sandhed", og der falder jo vistnok en hel Del drøie Ytringer mod dette Samfund, "der hviler paa Løgnens pestsvangre Grund"; men det vil dog alligevel være paafaldende, hvorledes den tunge og bittre Stemning, der gjennemgaaende præger Ibsens senere Arbeider, her er afløst af en i sit Slags eiendommelig humoristisk Tone, der bevirker, at man ligesom overalt skimter Ironien bag det tilsyneladende Alvor. Hvis Forfatteren virkelig, som det har været ment, har villet givet en bitter Sindsstemning og et forpint Hjerte Luft i dette Stykke, saa vilde han dog vel neppe have valgt Doktor Stockmann som Talsmand; thi med al Respekt for denne Herre, saa er der dog aabenbarlig altfor meget af Ironi over dette "Sandhedsvidne", til at man kan antage, at han helt og holdent skulde eie Digterens Sympathi. Han er, som der efter vor Mening meget rigtig er bleven bemær ket, en Slags travesteret "Brand"; det er "Brand, som er løftet ned fra sin ideale Høide og er bleven en Skatteborger", og derved er han ogsaa bleven hjemfalden til den dramatiske Ironi. Dette forekom os at træde endnu stærkere frem ved Opførelsen end ved Læsningen. Naar Doktor Stockmann i Folkemødet, omgivet af den lille Badebys Spidsborgere og Proletarier, giver sin store Opdagelse til bedste og skjælder den samme kompakte Majoritet ud, som han umiddelbart i Forveien har glædet sig saa inderlig over, da han betragtede den som sin Støtte, saa er Ironien skaanselløst over ham; og naar den intelligente Forsamling efter Initiativ af Bogtrykker Aslaksen til Gjengjæld erklærer Doktoren for at være en Folkefiende mod en Stemme - en drukken Mands - saa brydes Odden af denne "Resolution" atter af Ironien; man faar uvilkaarlig en Følelse af, at det hele ikke er saa farligt, og at Affæren neppe vil afstedkomme synderlig værre Følger for den elskværdige, varmhjertede Fusentast, end de knuste Vinduesruder og Flængen i hans sorte Søndags-Permissioner. Doktor Stockman vil nok vide at finde sig tilrette igjen med Samfundet; han vil sandsynligvis komme til at indse, at der kan have været Feil paa begge Sider, og det er høist sandsynlig, at han med sin i Grunden hæderlige Karakter og sit gode Borgersind, vil kunne blive en virksom og nyttig Borger for sin Kommune, naar de stærke og gjærende Følelser faar sat sig noget. - Man vil kanske indvende at her er lagt en altfor lav Maalestok paa Stykket og fornemmelig paa dets Helt; men opfattet paa den Maade nærmer ialfald Doktor Stockmann sig, som det iøvrigt har lykkedes Forfatteren at skilde saaledes, at han i mange Maader maa vinde vor Sympathi, til at blive en virkelig Lystspilfigur, hvad der efter vor Mening ingenlunde er til Skade for Stykket; og den muntre Stemning, hvori Publikum under Opførelsen i Lørdags øiensynlig befandt sig, synes ialfald at bekræfte, at dette i det Store taget bevidst eller ubevidst har delt denne Opfatning.

Stockmanns allerede i Omfang saa betydelige Rolle har paa vor Scene en fortrinlig Repræsentant i Hr. Reimers. Hr. Reimers har tilfulde forstaaet Rollen; allerede den fortræffelige Maske giver ligesom paa Forhaand et Indtryk af Karakteren, hvis mange forskjellige Sider og Afskygninger Hr. Reimers med stor Sikkerhed har vidst at samle til et helstøbt og virkningsfuldt Billede. Hr. Reimers er ogsaa saa heldig at eie de nødvendige ydre Midler for at kunne give denne store og anstrengende Rolle, og han har fornemmelig en ypperlig Støtte i sit stærke og velklingende Organ, der gjør, at han kan holde ud helt til Slutning, uden at man mærker nogen fysisk Overanstrengelse. Hvis Hr. Reimers saaledes kan siges at bære Stykkets Byrde paa sine Skuldre, saa har han ogsaa til Gjengjæld den Tilfredsstillelse her at have skabt en Rolle i vort nationale Repertoire, hvortil hans Navn vistnok fortrinsvis vil være knyttet som dramatisk Kunstner. Han modtog ogsaa i det livlige Bifald og de talrige Fremkaldelser, der i Løbet af Aftenen blev ham tildel, et talende Bevis paa Publikums anerkjendende Forstaaelse af den udmærkede Præstation. Omkring Doktor Stockmann grupperer Stykkets øvrige Personer sig, blandt hvilke vi først og fremst maa nævne Hr. Klausens Morten Kiil; af denne fra Forfatterens Haand temmelig løst skitserede Figur har Hr. Klausen skabt en lige ud af Livet greben Skikkelse, som han giver med en paaskjønnelsesværdig moderat og derfor saameget mere virkningsfuld Komik. Hr. Gundersen giver Byfoged Stockmann med en tør, aristokratisk Værdighed, der dog maaske kunde have taalt et Stænk af komisk Farve; Figuren gjør imidlertid ogsaa god Fyldest for sig i Hr. Gundersens Opfatning og danner en virkningsfuld Kontrast til Broderen. Hr. Isachsen har som Aslaksen heldigt forstaaet i Maske og Personlighed at bevare en vis Kontinuitet med den fra "De Unges Forbund" kjendte Figur og paa samme Tid faaet frem de nye Sider af Rollen, som han spiller med en træffende og omhyggelig gjennemført Karakteristik; kun forekommer hans Aslaksen os noget vel ungdommelig. Af de to Redaktører Hovstad (Hr. Berg) og Billing (Hr. Selmer), kommer ikke den første helt til sin Ret hos Hr. Berg; Rollen er ikke synderlig individualiseret og Spillet noget famlende; det kan være, at Hr. Berg i Lørdags ikke rigtig turde slippe sig løs, og der vil maaske komme noget mere Farve og Sikkerhed over hans Spil senere hen. Hr. Schanche har som Skibskaptein Horster en heldig Apparition, og stort mere kræver ikke Rollen. Heller ikke i dette Stykke har Ibsen fundet synderlig Plads for Kvinden; de to Dameroller, Dr. Stockmanns Hustru Katrine og Datteren Petra, er begge og især den første ikke synderlig andet og mere end Baggrundsfigurer. Fru Stockmann, der er en ubetydelig, hverdagslig men hjertensgod og praktisk Husmoder, spilles ret godt af Fru Wolf, der dog, som det forekom os, undertiden er vel tilbøielig til at ville give Rollen en unødig, komisk Afskygning; især gjorde dette Træk sig mindre heldigt gjældende i Scenen paa Redaktionskontoret, hvor Fru Stockmann pludselig tager Mandens Parti; hvis Fru Wolf her vilde sige sine Replikker med en alvorlig Vederhæftighed, tror vi, at de vilde være af ulige mere Virkning. Petras Rolle er noget mere karakteriseret; hun er et Exemplar af de moderne "selvstændige" unge Piger; Rollen ligger særdeles godt for Frk. Gjems, der forstaar at betone det eiendommeligt Individuelle i samme uden at Figuren bliver utækkelig. For Ensemblets Vedkommende afgiver "En Folkefiende" et nyt Bevis for, at det er i vort nationale Drama Maalestokken bør søges for, hvad vor Scene kan præstere af godt Komediespil; og hvad Scenearrangementet angaar, fortjener Hr. Joh.s Brun megen Anerkjendelse for Stykkets heldige Iscenesætning; specielt var 4de Akt - Folkemødet - et virkningsfuldt Stykke Naturalisme paa Theatret.

c.