Hovedside » Liv og verk » Ibsen som dramatiker » En folkefiende » Anmeldelser av urpremieren - En folkefiende » Dagbladet

Dagbladet

En folkefiende ved Christiania Theater anmeldt av Johan Irgens Hansen i Dagbladet i Kristiania 15. januar 1883 (Nr. 12, 15. Aarg.).

"En Folkefiende" paa Kristiania Theater.

Kristiania Theater har igjen vist, hvad det kan magte. "En Folkefiende" har faaet en Fremførelse, som er vort Lands første Scene værdig, og vi har igjen en Bekræftelse paa, hvilken Forstaaelsens Evne der ligger i Landsmandskabet. Forestillingen Lørdag Aften var en ren Fest. Allerede naar man traadte ind i Salonen, følte man, at der var Højtidsstemning i Luften, og saa man ud over Publikum, som i en glædelig Grad var overvejende mandeligt, gik det fuldt op for en, hvad Betydning et saadant Arbejdes sceniske Fremførelse dog har for Almenheden, og Forventningen spændtes end yderligere.

Efter Ouverturen gik Tæppet øjeblikkelig op, og første Akt spilledes - som man sjelden ser det paa vort Theater. Det gik præcis, livligt og saa vel udformet i alle Enkeltheder, at man uvilkaarlig maatte spørge sig selv, om det virkelig var hos os, man formaaede at give et saadant Virkelighedsbillede. Baade de store Smørbrød og det dampende Toddybord og de spillendes hjemmevante Miner skabte et Ensemble, som neppe skal kunne overtræffes noget andetsteds. Et og andet, maaske mangt og meget kan gjøres bedre andetsteds; men Sceneriet, Lokalfarven, vil intetsteds faa en sikrere Tegning, en livligere Kolorit.

Anden Akt kunde synes betænkelig med sine Audienser; men Ibsen er formeget scenevant Dramatiker, til at man skulde mærke den noget besynderlige Opmarschering efter hinanden af de forskjellige Personer. Alt er saa vel motiveret, og Samfundsbilledet udvides paa en saadan Maade for vore Øjne, at vi den hele Tid følger med i stigende Interesse, og hertil bidrager ikke mindst, at Hovedfiguren bæres frem med en Sikkerhed og kunstnerisk Udarbejdelse, som lader os forstaa hans Omgivelser i sin Reflex gjennem ham.

Og da saa i anden Akt Konflikten paa det ene Punkt, overfor Broderen, er indtraadt, og vi paa Ibsens vanlige Maner har faaet en bred Planering for den videre Udvikling, faar vi i tredje Akt en formelig rutschemæssig Fart i Handlingen. Redaktionskontoret og Trykkeriet er det naturlige Mødested for de stridige Interesser, og fra Theatrets Side var der gjort alt, hvad man kan forlange, for at gjøre det ydre Billede korrekt. Ogsaa her elektriseredes Spillet paa samme Maade, som Stockmann maa tænkes at sætte Fart i sin Omgivelser. Hans Faren ud og ind, hans Munterhed, Skuffelse og Vrede føjede det hele sammen inden en fast Ramme, indenfor hvilken Grupperingen traadte klart frem samtidig med, at det hele virkede sammen til en glimrende Motivering af Hovedmomentet.

Derfor udslettedes ogsaa den Indvending, man kunde fremføre mod fjerde Akts dramatiske Motivering. Motivet, hvorpaa Handlingen udvikler sig, ryddes jo her fuldstændig tilside og Opgaven udvides til noget andet og noget meget mere. Men her viser sig atter, hvorledes Ibsen formaar at begrunde Udviklingen gjennem forskjellige Momenter saaledes, at selv en meget opmærksom Læser ikke bliver sig bevidst, hvor fortrinlig alt er tænkt og gjennemført, og vi faar her en ny Bekræftelse paa det gamle Ord, at bedre end enhver Kritik over et dramatisk Arbejde oplyser dets sceniske Virking om dets Værd - under Forudsætning af en Udførelse, der staar paa Højde med Stykket, og den fik vi her.

Det virker saaledes ikke fremmed paa Tilskueren at høre Stockmann sige: "Men nu kan det være mig det samme, for nu har jeg større Ting at udtale mig om." Baade Stykket og Spillet har ført os ind i en Forstaaelse, som bringer os til at indse, at fjerde Akt er den nødvendige Fortsættelse af det foregaaende. Rent teknisk kunde man sige, at med tredje Akt har vi Slutningen, og at det følgende kun er en Reproduktion; men det er netop det mærkelige, at Digteren, efter at have gjennemført den først givne Konflikt i alle sine Enkeltheder, formaar at samle alle disse til en samlet Modstand, hvorved Problemerne løftes over i en højere Sfære, idet de enkelte Samfundsviljer smelter sammen i hele Samfundets Vilje mod den enkeltes. Derfor blir det ogsaa ligegyldigt, hele Badeaffæren, og vi forstaar, at det her gjælder "en Opdagelse af en ganske anden Rækkevidde".

Sluttelig er Rækken af Samfundets Nederlag i sidste Akt saa glimrende gjennemført ved det lille Verbum turde, at vi bringes til fuld Forstaaelse af, hvad en enkelt Mand dog er for en Magt. Og dem, der efter Stockmanns Fremførelse paa vor Scene endnu ikke forstaar, hvad Digteren har ment med denne Figur, han bør overgives til Umuligheden.

Hidtil er væsentlig talt om selve Stykkets dramatiske Bygning; men det er dog kun forsaavidt denne har gjort sig gjældende ved den sceniske Fremførelse, og hvad her i Bladet udtaltes før Opførelsen bekræftedes fuldstændig. Hovedpersonens Udførelse bærer i dette Stykke det hele, og Hr. Reimers har i Doktor Stockmann skabt en Figur, som Traditionen efter ham i alt væsentligt kun har at bevare.

Naar man havde sat sig ind i Stykket og var kommen til Forstaaelse af Doktor Stockmanns Karakter, og samtidig var kjendt med Hr. Reimers` Kunstnerindividualitet, var det ikke uden nogen Ængstelse, man saa Løsning af den svære Opgave imøde. Det Tankearbejde, enhver havde havt med det interessante Problem, havde paa en Vis gjort Opgaven til ens egen, og man var nu øm den, som var det et fint Stykke Arbejde, man saare nødig vilde have udskjæmt. Ængsteligheden gjaldt dog ikke mest første Akt og heller ikke anden; thi den Side af Doktoren som her er mest fremtrædende, det hjertelige, godmodigt opbrusende, det vidste vi, Hr. Reimers kunde klare. Alligevel var det mere end en Overraskelse at se, hvad Kunstneren her havde dannet. Masken var aldeles fortrinlig. Man kunde selv have tænkt sig baade det og det; men her var det rette. Det purrede Haar, det stærke, lidt graasprængte og pjuskede Skjæg, Brillerne og det baade godmodige og lidenskabelige Ansigt, den stoute Figur, som formelig motiverede det uforbløffede, - det var et helt Billede.

Der behøves ikke nogen Udvikling af hvorfor det og det var saa og saa udmærket en Fremførelse, der løser Opgaven saaledes som denne, er det kun trættende at skulle gjennemgaa paa Papiret. Den er saa fortrinlig gjennemført, at Paapegningen af de enkelte Ting, man kunde ønske anderledes, er lige saa snart sagt, som de er uvæsentlige i Forhold til det hele. Ved Udgangsrepliken i anden Akt sænker Hr. Reimers Stemmen og lader sit malmfulde Organ rulle; men saaledes som han hele Stykket forresten spænder sit Organ til en vis Højde for at faa frem den Stockmannske Anspændthed, bliver dette neppe korrekt. Vistnok gjør det god Virkning; men jeg tror, ethvert Øre, som er vant til at iagttage Replikernes Tone, vil indrømme, at ligesaa korrekt, som Hr. Reimers` høje Tone er hele Stykket igjennem, ligesaa urimeligt er det, at den Mand, der taler saa højt oppe i Registret til dagligdags, skulde finde Udtryk for høj, pathetisk Stemning ved at sænke Stemmen. - Naar Hr. Reimers den første Aften paa en bedre Maade gjengav det bevægelige, det nervøse hos Doktoren kan dette maaske komme deraf, at Kunstneren selv var mere nervøs den første Aften; men med Hr. Reimers` Individualitet er dette netop et Punkt, som gjentagen Opførelse kan komme til at sløve, og naar jeg her nævner det, ved jeg fuldt vel, at i en saa kunstnerisk gjennemreflekteret Præstation er Fremføreren sig fuldt bevidst, at hans egen Individualitet og Stockmanns netop frembyder sin Hovedvanskelighed heri. Det var dog ikke af denne Grund, at Diktionen i den lange Tale paa Slutten holdt paa at falde ud af det Stockmannske allegro; thi naar vi istedenfor Stockmanns stødvise Diktion fik Hr. Reimers` rythmiske, kan den fysiske Træthed fuldstændig motivere dette.

Fjerde Akt var netop det Punkt, hvor man paa Forhaand maatte være forberedt paa, at Hr. Reimers kunde gribe fejl. Desto glædeligere var det ogsaa her at se Opgaven løst baade i Forstaaelse og Fremførelse, og naar gjentagne Opførelser lader det hele flyde raskere, vil dette Parti ikke blive det mindst glandsfulde. Som det er, skaffer det os allerede en stor Nydelse ved sin kunstneriske Gjennemførelse. - Det siger sig selv, at det i en saa vidtløftig Rolle hist og her indsniger sig mindre Fejl i Betoning og Formulering af Replikerne; men dels gaar disse væk af sig selv, dels er de aldeles uvæsentlige af den Grund, at det paa intet Sæt beror paa manglende Korrekthed i Opfatningen. Hvad Hr. Reimers her har formet, er et Kunstværk af ypperste Rang; sit Talent har han ikke alene udformet saa kunstnerisk som aldrig forhen, men han har gjennemtrængt en Karakter saaledes, at kun det af hans egen Individualitet er taget i Brug, som her kunde komme til Anvendelse, og dette har han gjort med en Kraft, som lader Doktor Stockmann leve ikke blot for vore Øjne og i vor Erindring; man saalænge der er Tradition ved vor Scene vil Hr. Reimers` Stockmann høre til de klassiske Roller, der i Lighed med Jeppe og Nora for bestandig har faaet sin Form.

Hr. Reimers nød ogsaa Anerkjendelse for sit Spil; foruden de talrige Indkaldelser af Tutti, indkaldtes han alene 7 Gange.

Af de talrige Medspillende udførte Fru Wolf den lidet interessante Fru Stockmann i fuld Overensstemmelse med Digterens Tegning, og det vakre i hendes Forhold til Manden kom helt til sin Ret. Derimod svæver Frk. Gjems, som ellers har sin Styrke i den korrekte Opfatning, vistnok i en Vildfarelse, naar hun gjør Petra til en saa utækkelig Foreteelse. Ibsen har ikke tegnet en emanciperet Kvinde, efter spidsborgerlig Opfatning; Petra er en selvstændig Kvinde, med den Sikkerhed i Optræden, som den mandlige Sultanmæssighed har noget vanskelig ved at opfatte som kvindelig; men derfor er den ikke positivement utækkelig. Petra er resolut, sikker og freidig; men netop derfor kan det aldrig falde hende ind at virke ved Attituder, dertil er hun altfor varm af Naturel. De to Smaagutter var godt instruerede, og Familjescenerne gik derfor udmærket; Grupperingen om Toddybordet tog sin saaledes fortrinlig ud.

Hr. Gundersens Byfoged Stockmann er ikke kommet til nogen bestemt Udforming; vi mindes om endel lignende Roller paa hans Repertoire, men Individualiseringen af den foreliggende Figur er ikke gjennemført. Den manglende Skarphed i Tegningen af Hovedlinjerne strakte sig ogsaa til Behandlingen af Replikerne. Disse gives jo ofte af Hr. Gundersen med en særdeles fin Opfatning og kunstmæssig Behandling; men her flød det karakteristiske i dem bort i en ubestemt, dels brutal, dels vredladen Stemning. Det stramt bureaukratiske, det tilknappede, usympathiske og ikke forstaaende kom langtifra saaledes frem, at vi saa for os en af disse tranghjernede, opblæste, samfundsbekymrede norske Kontorpatrioter. - Savnede vi hos Hr. Gundersen bestemt Tegning og konsekvent Gjennemførelse, saa fejrede til Gjengjæld Hr. Klausen en skraldende Triumf ved sin Morten Kiil, Grævlingen kaldet. Dette Dyr ga ar paa hele Foden, mimrer idelig med Snuden, ser frygtelig lur ud med sine smaa Griseøjne, har en brun, tør Haarklædning, og udstøder en ejendommelig smattende Knurren. Hr. Klausen maa have gjort dybe Studier hos Morten Kiils Kontrafej; - thi vi havde det alt sammen her. Brun Klædning, rustbrunt Haar, spids mimrende Mund, et herligt Tryne af en Næse, smattende Grynten, skrattende Stemme, lure Øjne og den kosteligste Gang, man kan tænke sig. Men naar man ser noget saa ubetalig morsomt, skal man immer gjøre sig vigtig. Man snakke med hvem det skal være; naar han vel har faaet leet ud, bemærker han med kyndig Mine: Forresten noget farcemæssig. Herom skal jeg ikke disputere, men jeg hævder Berettigelsen af at tage en saa gjennem morsom Rolle som Morten Kiil paa denne Maade, og naar Hr. Klausen formaar at holde Figuren saa sikker, som paa de to første Aftener, sprænger han ingenlunde Rammen for et "alvorligt" Skuespil.

Som man ved, træffer vi i dette Stykke atter vor gamle Ven Aslaksen, og dette er paa Scenen saa meget morsommere som Hr. Isachsen nu forlægger denne anden modererede Udgave af vor umaadelige, gamle Ven. Det er derfor at beklage, at Skuespilleren ikke har ladet et Haar graane paa denne Mand, der idelig paaberaaber sig Erfaringens Skole, som jo dog skal være saa svær at gjennemgaa. Den første Entré var ikke heldig, Hr. Isachsen fik paa de to første Aftener ikke stemt Organet saaledes, at vi strax kjendte Bogtrykkeren igjen; men efter et Par Repliker fandt baade Skuespilleren og vi ham, og naar vi ser ham igjen i anden Akt, er han den gamle. Men det er netop Ulykken, at vi har formeget af den gamle; det kostelige vilde her været at se Skjelmen idelig titte ud gjennem Maadeholds-Kappens Laser. Hr. Isachsen har naturligvis dette i sin Fremførelse; men det er ikke nok nuanceret, og kommer derfor lidt plumpt undertiden. Imidlertid er Præstationen - særlig hvis Kostumeringen i første, fjerde og femte Akt var noget anderledes - værdig den tidligere Udførelse af Aslaksen; om den end ikke staar paa Højde dermed. - Billing er god i Intensjonen; men her kommer igjen; hvad der ofte er anket paa ligeoverfor Hr. Selmer. Rollen er sørgelig lidet udstyret; den er taget fra en Side, og saa spilles der løs uden nogen Nuance, med Fagter og Spræl, men uden Karakterisering. Hr. Selmer kunde dog vist gjort noget ud af denne Rolle, og det er Synd, at en Birolle skal blive liggende i et Stykke som dette, naar en saa dygtig og scenevant Skuespiller har faaet den anbetroet.

Efter den oprindelige Plan skulde Horsters og Hovstads Roller spilles respektive af Hr. H. Brun og Hr. Hansson; men heri skeede af forskjellige Grunde den Omordning, at Horster overdroges Hr. Schancke og Hovstad Hr. Jean Berg.

Hovstad er ingenlunde en let Rolle, og den kan opfattes paa forskjellige Maader. Hr. J. Berg havde lagt den an efter nogle af Digteren selv optrukne Linjer. Efter disse skulde Hovstad være en temmelig bondsk udseende Fyr, og dette Moment havde vi vistnok; ligeledes var det skulende og usikre der; men foruden dette maatte der være mere af en - lade være - paatagen Djærvhed. Bestræbelsen efter at gaa pent klædt er vistnok et rigtigt Karaktermærke; men Penheden skal ikke være saa nystrøgen; lidt lurvet maa det være. Hr. J. Berg har al Ære af denne Rolles Udførelse, og om han end ikke har formaaet at løse den til fri Fremførelse, saa viser dog Præstationen baade indgaaende Studium og et ihærdigt Arbejde. Over Forventning er det lykkedes Hr. Schancke at fremstille Skibskaptejn Horster. Læserne har vel gjennemgaaende sat ham et godt Stykke over 30 Aar; men Forf. har ment, at det skulde være en ung Mand, og har lagt stor Vægt paa hans Kjærlighed til Petra, hvad vi jo under Læsningen ikke opfatter som noget særlig fremtrædende. Det var en smuk Figur, Schancke her fremførte, og hvad man ikke skulde kunne vente efter Hr. Schanckes Figur og Fremtræden, der var virkelig baade Djærvhed og Sikkerhed i Maaden at føre sig paa, og ved at stemme Organet ned, sige Replikerne langsomt og med Eftertryk formaaede han at give en Rolle saa vel udført, at det var en Fornøjelse at se det. Spillet overfor Petra var varmt og smukt; men omend Horster er en uforfærdet Sømand, saa er hans Apathi under Folkemødet dog noget vel sterk.

Samspillet var gjennemgaaende godt og vil naturligvis blive rigtig godt ved de mange Opførelser, som kan ventes. Iscenesættelsen var af Hr. Brun gjennemført med stor Omhu, og det realistiske Udstyr i første Akt var det forfriskende at se paa vor Scene. Ligeledes var Redaktionskontoret og Trykkeriet (ny Dekoration) meget virkningsfulde, og Arbejdet i Sætteriet tog sig godt ud; kun skulde Gutten, som meget korrekt har Sværte paa Næsen, ogsaa udstyres med denne Prydelse paa de hvide Ærmer, og han maa faa Lov til at slippe for til ingen Verdens Nytte at staa og tærske med denne Sværterullen. Folkemødet er vanskelig at sætte i Scene, og slig, som det er gjort, hører det til det bedre, vi har paa vor Scene af den Slags; men det ser saa besynderligt ud med hele det tomme Rum paa skraa over Scenen, og det lader underligt, at Hovstad kan spankulere saa frit om, hvor de andre staar tætpakkede. Flere Folk og Scenen fyldt længre frem vilde gjøre bedre Virkning; den fulde Mand behøver ikke hver Gang at komme helt frem; det vilde tage sig bedre ud, om han hylede inde fra Mængden.

*
*                         *

Tilslut en ganske kort Bemærkning. Lørdag var der samlet et sjeldent Publikum i Theatret, og der var saaatsige Samspil mellem Kunstnerne og Publikum. Noget saadant er absolut uopnaaeligt om Fredagene, undtagen naar der spilles Spektakelstykker. Alle andre Mennesker ser heri nok et Peg paa den fordærvelige Institution: Fredagsabonnementet. Skulde der nu ikke være Opfordring til at henlægge Premieren til en anden Dag, eller hvorfor skal det umyndigste Publikum forelægges Præstationerne først?

Generalprøven i Fredags overvares af en hel Del Indbudne, hvad der ikke er underligt; men den, som kan begribe det forstandige deri, at Bladenes Referenter ikke var indbudne, skal Mare faa en Mark, gammel Mynt, af mig. (NB. Det er ingen Grund, at en Referent engang har begaaet den Fejl at anmelde og kritisere en Generalprøve; den letteste Antydning af, at man ikke ønskede Gjentagelse, var jo nok. Desuden ved Bestyrelsen, at samme Referent ikke refererer længer.) Som en Mærkelighed, der neppe kan forklares ved Cirkus alene, kan noteres, at Huset ikke var udsolgt første Gang, og nu igaar, Søndag, var Huset langtfra fuldt. Denne Gang er det ikke Theatrets Skyld.

- ea. -